11. søn. e. trin. Den 4. sept. 2011 kl. 10.
Lk. 18,9-14
___________________________________________________________________
Salmer: 403, 444, 518 / 610, 468, 404, 6
___________________________________________________________________
”For enhver, som ophøjer sig…”
”Denne er dagen, som Herren har gjort”, sang vi i salmen af Grundtvig i begyndelsen af gudstjenesten. Ordene giver anledning til forudgående eftertanke, inden vi i teksten til 11. søndag efter trinitatis kaster os over spørgsmålet om forskellen mellem de retfærdige og de foragtede, de ophøjede og de ydmygede.
”Denne dag” er dagen i dag – enhver ny dag – men nu dagen i dag, som kommer til os, ja, skænkes os, til nyt liv og med nye muligheder. Dagen er skænket til det gode, fordi Gud giver den, og dog véd vi, at dagen kan bringe så meget andet. Vi er selv kun lidt herrer over dagen, men det lidt, vi kan bidrage med, er undertiden afgørende – også i større sammenhænge, uden at vi altid kan se den fulde mening dermed. Vi må sætte vor lid til, at den gerning, der udføres af godt hjerte og i en god mening, må være til gavn. Gud må dømme derom, men vi véd, at vi på de vilkår, hvorpå menneskelivet leves, i al mangelfuldhed, må gøre vor bedste indsats – denne dag, dagen i dag – efter vor bedste overbevisning.
Sådan har mange udsendte sikkert gjort deres overvejelser i tjenesten i det fremmede – måske med andre ord – men med ord og tanker, som kredsede om dagen og dens muligheder med det lidt, som den enkelte kunne bidrage med.
Det kræver tro på opgaven at stå fast i tjenesten – en tro, der ikke lader sig anfægte af tvivl om ressourcer og kræfter, men bestyrker den enkelte i, at det lidt jeg kan gøre, ”denne dag”, på en eller anden måde må bidrage til at gøre dagen god og meningsfuld.
Dette være sagt i dag, hvor vi i forbindelse med højmessen markerer den nationale flagdag, som for tre år siden indstiftedes som en særlig tak til de udsendte danske i international tjeneste – det være sig med henblik på løsning af civile eller militære opgaver. Flagdagen fejres officielt først den 5. september, men markeres i kirkelig sammenhæng bedst i forbindelse med en gudstjeneste på den nærmeste søndag.
Tankerne, vi netop gjorde os, om dagen og dens muligheder, ikke mindst i udsendt tjeneste, hvor det enkelte menneskes indsats kan synes begrænset i forhold til de krav, der stilles, falder ikke i forlængelse af dagens evangelietekst, hvor Jesus prædiker om de retfærdige og de foragtede, de ophøjede og de ydmygede i evangelisten Lukas’ fortælling.
Jesus taler ganske vist også om dagen i dag, men altid i perspektiv af Gudsriget, som handler om forholdet mellem Gud og os. Der er den ejendommelighed ved Gudsriget, at selv om det har en klang af noget rummeligt, sprænger det alligevel alle grænser, og selv om det i den evangeliske beretnings ord handler om Jesu Kristi møde med os på ”dagen i dag” – det vil sige på et bestemt tidspunkt, nemlig ”nu”, så er mødet med ham heller ikke begrænset af tiden.
Dette er vigtigt at gøre sig klart, når Jesus taler – for eksempel i dag, hvor han prædiker om forskellen mellem de retfærdige og de foragtede, de ophøjede og de ydmygede.
Han prædiker nemlig ikke gode råd til efterfølgelse, men om hvordan perspektiverne er i Guds rige. Hvis nu ikke Jesu prædiken handler om det konkrete liv og dets genvordigheder i dagen i dag, det vil sige nu og her, hvad kan vi så bruge det til?
Muligvis ingenting, hvis vi forventer, at han skal prædike om, hvad jeg konkret skal gøre ”dagen i dag”.
Der er tale om to forskellige perspektiver i henholdsvis Jesu forkyndelse af Guds rige og vor måde at leve livet på ”dagen i dag” i det liv og i den tjeneste, som er vor.
Vort forhold til Gud kommer før alt andet. Forholdet til Gud er grundlæggende for liv og arbejde – et forhold, som går forud for ” dagen i dag”, som betegner det praktiske liv og alt, hvad vi foretager os. Der er naturligvis en sammenhæng imellem vort forhold til Gud og vort forhold til livet i verden. Det kommer til udtryk i Fadervor, som vi alle er fortrolige med. De tre første bønner handler om det himmelske, de sidste fire om det jordiske, og dog handler alle bønnerne både om det himmelske og det jordiske.
Vi véd, hvad Jesus prædikede. Vi kender nøgleordene og deres pointe i hans prædiken. Alligevel er der meget, vi ikke kan forestille os om ham – om hans person og hans gerning. Vi har ikke film og billeder at supplere vor viden med.
Men vi véd stensikkert, at han var en fantastisk fortæller, der hurtigt fangede folks opmærksomhed, så man aldrig glemte ham eller det, han sagde.
Det gælder også den lille fortælling om farisæeren og tolderen. De to skikkelser er tidløse, fordi de ligner os sådan, som vi er. Det er ikke Jesu mål at ville skildre bedsteborgeren overfor samfundets bærme. Jesus færdedes ofte blandt farisæerne og både spiste og drak som deres gæst. Disse folk besad uomtvistelig kvaliteter, både som mennesker og som borgere. Nej, det ligger Jesus på hjerte at sige, at i forholdet til Gud – det vi kalder for Gudsriget – gælder helt andre regler end i livet i verden. Intet af det, vi kan gøre godt med i livet, giver os fordele hos til Gud. Vort forhold til Ham kalder vi ofte for ”barnekår” som udtryk for, at vi hører Ham til. Vi beskriver også ofte forholdet mellem Gud og os med ordet kærlighed, fordi kærligheden ikke bygger på fortjenester, men er et absolut forhold. Således er forholdet mellem Gud og os.
Har dette forhold – forholdet til Gud - nogen praktisk betydning for os i dagligdagen – på dagen i dag? Både ja og nej! Forholdet til Gud har ikke noget at gøre med den konkrete måde du og jeg bruger dagen i dag på – dét, vi gør!
Forholdet til Gud betyder, at dagen i dag med det liv og den død, den bringer, har en ganske særlig betydning for mig og påhviler mig med et særligt ansvar. Det påhviler mig at tage imod dagen og det, den bringer, ikke kun sådan at jeg kan se mennesker i øjnene, men også Gud.
Kan vi så leve op til ”dagen i dag”, eller skal vi på forhold opgive den?
Ligesom Gud ikke opgiver os, skal vi heller ikke opgive det liv, Han skænker os. Den evangeliske pointe – det, som Jesus har på hjerte i sin prædiken – er, at uanset, hvordan dagen i dag forløber, hører vi fortsat vor himmelske Fader til som Hans kære børn. Den retfærdige er den, som Gud ikke slår hånden af og ikke dén, som er overbevist om sine egne kvaliteter. Det var dét, farisæeren havde glemt i sin glæde over sig selv.
Lad os da tage det med os at tage imod dagen i dag som Guds kære børn og derpå gøre den god – med det lidt, vi har til rådighed – og med det mål, at vi altid må kunne se Gud og mennesker i øjnene.
”Denne er dagen, som Herren har gjort”, synger salmedigteren Grundtvig, og fortsætter: ”den skal Hans tjenere fryde”. Amen!
Niels Henrik Olesen