Septuagesima søndag. Den 5. febr. 2012 kl. 10.
Mt. 25,14-30
Salmer: 4, 505, 714 / 728 - dåb - 459, 373, 557
”Jeg vil betro dig meget”
”Jeg vil betro dig meget”, siger husbonden til sine trofaste og flittige tjenere i Jesu lignelse om de betroede talenter.
At fortællingen er en lignelse betyder, at den fremhæver nogle væsentlige træk ved Guds rige. Dens pointe er med andre ord ikke moralen, men nåden, som Gud skænker os. Nåden vedrører vore kår og muligheder i barnekårene hos Gud, som gælder både i liv og i død. En morale derimod vedrører kun, hvad vi med vore menneskelige, begrænsede ressourcer kan gøre godt med i livets korte dage.
På denne baggrund er det livsvigtigt at få lys på spillet om de betroede talenter og mere specifikt på, hvad det vil sige at få meget betroet med de muligheder og den risiko, det indebærer.
Lignelsens sammenhæng er ikke uvæsentlig – det være sig i evangelisten Matthæus’ fortælling til i dag, septuagesima søndag, som i kirkeårets beretning om jul, påske og pinse og om Guds nåde i mødet med Jesus Kristus.
Beretningen om de betroede talenter hører vi i perspektiv af påsken, idet vi septuagesima søndag er begyndt nedtællingen til denne højtid. I dag er der 70 dage til påske. Det er i dag niende søndag før påske.
I beretningen i dag befinder vi os midt i evangelisten Matthæus’ fortælling om Jesu sidste påske i Jerusalem og møder ham i færd med at fortælle lignelser. Han har lige fortalt lignelsen om de ti brudejomfruer, der handler om forstandighed og årvågenhed, og fortæller nu lignelsen om de betroede talenter, der handler om troskab og tro. Efterfølgende slutter han af med at fortælle om sin genkomst på den yderste dag til dom og oprejsning. Hermed har Jesus afsluttet sin lange rejse til Jerusalem til død og opstandelse og dermed også forkyndelsen af Guds rige under sit jordiske virke.
Det var en forkyndelse, der både angik sjæl og legeme. Guds nærhed, som er frelsen, vedrører både krop og sjæl, sådan som de mange underberetninger illustrerer. Derfor taler vi om kødets opstandelse, som målet for evighedshåbet. Ikke et mål, vi konkret kan forestille os, men et udtryk for, at Gud er med os både i tid og i evighed, og at døden ikke er et skel i Hans rige.
Det er i denne ”svævende tilstand” spillet om de betroede talenter finder sted. Vi skal ikke søge moralen, men nåden, som kommer til udtryk i herrens ord til sin tjener: ”Jeg vil betro dig meget!”
Fortællingen om de betroede talenter er i virkeligheden – lige som enhver evangelisk fortælling om Himmeriget - en umoralsk historie i den forstand, at moralen altid må underordne sig nåden.
Moralen bringer ikke Himmelen til jorden. Det er Himmelen, der bringer det gode til jorden – Guds gode vilje med skaberværket i liv og i død.
Moral og nåde indeholder i dybere forstand hver for sig deres modsætninger. Moralen er det begrænsede, nåden det uendelige. Livet i verden leves på det begrænsedes, på dødens vilkår, men døden overvindes af dåbspagtens ord om barnekårene hos Gud i al evighed.
Hvis lignelsen om de betroede talenter havde haft gode gerninger som pointe og dermed handlet om gode investeringer i livet, ville den have været et godt ord med på vejen. Også andre have kunne give os dette ord med på vejen og måske med større kyndighed. Nu forkynder Jesus imidlertid Himmeriget, og derfor handler det om Guds nåde, som er den barmhjertighed, at han tager os i sin tjeneste. At være tjenere indebærer en tosidighed. Almindeligvis får man noget for noget.
I lignelsen om talenterne betros tjenerne meget. Det er nåden, der betros dem. Til gengæld kræves der af dem, at de forvalter nåden ret, at de er tro – i dybere forstand at de bliver i troen, som er tjenerforholdet til deres herre.
I forholdet mellem Gud og os taler vi om barnekårene hos Gud. Vi har med andre ord i forhold til Gud status som sønner og døtre – et forhold, vi beskriver med ordet kærlighed, og derfor ikke er et almindeligt tjenesteforhold.
Men tilbage til dramaet i lignelsen. Tjenerne fik betroet meget eller lidt. Kårene og mulighederne var forskellige, således som det er i livet i verden, men de gode tjenere gik begge ”ind til deres herres glæde”. Netop dette – deres herres glæde – var opfyldelsen af tjenernes livsværk – at få del i deres herres glæde. Målet var grundlæggende ikke at få et individuelt afkast af deres indsats, men at være i og blive i den glæde, hvormed Gud betragter sit gode skaberværk.
Det betyder ikke, at der ikke skal være afkast i livet – at vi ikke skal få glæde af vor indsats i livet i konkret forstand. Men nåden er større end moralen. Jesu lignelse betyder, at livets mange indsatser og de dermed følgende afkast hører hjemme i en større sammenhæng, hvor tjeneste og troskab bliver til tro, nemlig evige barnekår hos Gud i liv og i død, i tid og i evighed.
Den evangeliske pointe er, at dette forhold allerede er skænket os i dåben og gælder alle dage og indtil verdens ende. Døden er ikke et skel. Himmeriget er her allerede nu, og kommer engang, når livets dage er til ende.
For den, der har Guds nåde, skal der gives – og han skal få i overflod. Men den, der ikke har Hans nåde, skal miste alt, således som det gik den tredje tjener i lignelsen.
Man kunne næsten få ondt af den tredje tjener. Er Gud uretfærdig? Det er den bebrejdelse, den anfægtede altid har rettet imod Gud. Men kristentroen betragter livet i verden med realistiske øjne. Muligheder og vilkår er forskellige, men Guds nåde alligevel stor, fordi livets muligheder er skænket af Ham for at vi kan være en del af Hans glæde. Amen!
Niels Henrik Olesen